To raketter har ramt en base i Irak, hvor der er stationeret Nato-soldater og allierede af USA.
Det er tredje gang inden for en uge, at der er et angreb af den art. Det oplyser Iraks hær.
Raketterne ramte basen Besmaya syd for hovedstaden Bagdad mandag aften. Der er ingen meldinger om døde eller sårede.
Der er stationeret spanske soldater og træningsstyrker fra andre Nato-lande på basen.
Raketangreb mod baser i Irak med udenlandske soldater har taget et opsving. Onsdag i sidste uge blev tre soldater fra den internationale koalition dræbt ved at raketangreb på basen Taji. Den blev ramt endnu en gang lørdag.
Der har siden oktober været 24 raketangreb mod den amerikanske ambassade i Bagdad og mod baser med udenlandske styrker. Det har kostet tre amerikanere, en brite og en irakisk soldat livet.
USA har mistænkt en irakisk fraktion, der er en del af del af det irakiske sikkerhedsapparat og samtidig støttes af Iran, for at stå bag mange af angrebene.
USA svarede mest markant igen, da man først på året ved et droneangreb dræbte den iranske general og revolutionshelt Qassem Soleimani tæt på lufthavnen i Bagdad.
/ritzau/AFP
/ritzau/AFP