Den populære dansktop-kunstner Richard Ragnvald er havnet i en bitter strid med en 72-årig kvinde og hendes familie.
Årsagen er en manglende betaling på 15.000 kroner for en optræden ved kvindens 70års fødselsdag. Sønnen, der havde hyret Ragnvald, kunne ikke betale, og kvinden, der ikke havde hyret ham, vil ikke betale.
De seneste dage er historien rullet i medierne. Og det har ikke været en rar oplevelse for Ragnvald.
- Jeg har i dag på mail modtaget trusler på livet fra to anonyme afsendere, det vil jeg ikke finde mig i, så jeg har været hos politiet og indgivet anmeldelse, siger Richard Ragnvald til DR P4 Sjælland.
Richard Ragnvald fortæller til DR P4 Sjælland, at han på ingen måde har ønsket at chikanere den 72-årige kvinde, Herdis Jakobsen.
- Jeg har ringet seks gang i løbet af de to år til Herdis Jakobsen, hvis hun kan dokumentere sin påstand om, at jeg har ringet morgen, middag og aften, så slår jeg en streg over mit tilgodehavende - det passer ganske enkelt ikke og jeg vil ikke beskyldes for noget jeg ikke har gjort. Jeg er hængt ud som frygtelig fyr, og det har nu resulteret i trusler på livet, det vil jeg ikke finde mig i, siger Richard Ragnvald til DR P4 Sjælland.