Richard Ragnvald fortæller til ugebladet HER & NU om et af de telefonopkald, han godt kunne have undværet.
Stemmen i telefonen kunne nemlig fortælle ham, at hans søster var afgået ved døden.
– De ringede fra Skejby Sygehus og spurgte, om jeg var i familie med Jytte Jensen. Jeg sagde, at det var min søster og spurgte, om hun var blevet indlagt, og så siger de: ”Nej, hun er død”. Hun havde fået et hjertestop og var kommet ind med ambulance, fortæller Richard Ragnvald til ugebladet.
Richard Ragnvald, som snart kan fejre sin 75 års fødselsdag, fortæller videre om søsterens bortgang til ugebladet.
– Hun var på vej ind til Aarhus midtby og satte sin bil hos en veninde og ville hente den der, når hun havde handlet. Ved busstoppestedet faldt hun om, og hun blev forsøgt genoplivet, men hun var allerede død. Jeg ringede til min søn, Thomas, som blev dybt ulykkelig, for han var meget glad for sin faster Jytte. Hun var 82 år og simpelthen så frisk, siger Ragnvald.