Rage Against the Machine har besluttet, at de vil holde en gratis sejrsfest for alle dem, som var med til at gøre deres næsten 20 år gamle single "Killing in the Name" til den mest solgte i England.
"Vi er meget begejstret over det her. Det bliver sejrsfesten over alle sejrsfester. Hvis 'Killing in the Name' er sangen, der befrier de engelske hitlister, så tager vi derhen og laver fest så stor og gratis, som den kan blive," siger bandets guitarist Tom Morello til musiksiden nme.com.
Bandet er allerede begyndt at planlægge festen, og ifølge Tom Morello har de inviteret skaberen af X Factor Simon Cowell med til festen som vært. Til guitaristens store ærgrelse har han dog ikke besvaret deres henvendelser endnu.
'Killing in the Name' endte som nummer et på den engelske hitliste, efter de to fans Jon og Tracy Morter startede en Facebook-gruppe, hvis eneste formål var at vippe den engelske X Factor-vinder af pinden, som årets mest sælgende julesingle.
Mission lykkedes i den grad. Rage Against the Machine slog X Factor-vinderen med ikke færre end 50.000 solgte kopier.