Ritzau
Opdateret kl. 17:40
Rafael Nadal kunne for alvor finde smilet frem søndag, da han vandt sin første ATP-titel i et år.
Det skete, da Nadal besejrede sin landsmand Albert Ramos-Viñolas i finalen i grusturneringen Monte Carlo Masters.
30-årige Nadal sejrede overbevisende med 6-1, 6-3, og spanieren genvandt dermed titlen, da han også sejrede i fjor.
Efter sejren for et år siden vandt Nadal også ATP-turneringen i Barcelona efterfølgende, men siden da har han været uden turneringssejre.
Rafael Nadal har tidligere i år tabt i finalen i Australian Open samt i Miami Masters, hvor det begge gange er blevet til nederlag til Roger Federer.
Nadal brød Ramos-Viñolas' serv til 3-1-føring i første sæt, og det blev gentaget, da Nadal brød til 5-1 og derefter servede sættet hjem.
I andet sæt rykkede Nadal fra, da han brød til 3-2-føring, og han lukkede kampen med at bryde sin landsmand endnu engang.
Den historiske tiende sejr fulgte efter sejre i turneringen otte gange i træk fra 2005 til 2012.
- Jeg kan ikke forklare den følelse, jeg har, for jeg havde en hård indledning på sæsonen.
- Jeg spillede her for første gang i 2003, og som kvalifikationsspiller nåede jeg tredje runde. Nu mange år senere er det her noget, jeg aldrig havde drømt om.
- Jeg takker livet for at have fået denne mulighed, lød det efter sejren fra Rafael Nadal.
I 2013 tabte Nadal finalen i Monte Carlo Masters til Novak Djokovic, før spanieren altså sejrede igen i fjor.
Det er Rafael Nadals turneringssejr på grus nummer 50 i karrieren.
/ritzau/