Trods fortsatte småproblemer med sit knæ lader det til, at den spanske verdensstjerne i tennis Rafael Nadal snart igen er klar til at udfordre spillere som Novak Djokovic, Roger Federer og Andy Murray.
I lørdagens finale i ATP-turneringen Abierto Mexicano Telcel i Mexicos berømte feriested Acapulco smadrede Nadal sin landsmand David Ferrer med sætcifrene 6-0, 6-2.
Det er Nadals tredje turnering i Latinamerika efter en lang periode på syv måneder væk fra sporten på grund af et overbelastet knæ.
I samtlige tre turneringer, som vel at mærke ikke har haft deltagelse af verdens tre højst rangerede spillere, er han nået frem til finalen.
I den første turnering i Chile tabte Nadal finalen. Derefter drog han til Sáo Paulo, hvor han gik hele vejen og sikrede sig sejren i Brazil Open.
Skaden har sendt den tidligere verdensetter ned på en femteplads på verdensranglisten. Ferrer ligger i øjeblikket placeret som nummer fire.
/ritzau/