Radwanska kommer i klemme i fransk tennisfest

Den niendeseedede polak røg ud af French Open med et brag. Til gengæld har de franske spillere succes.
Agnieszka Radwanska kunne intet stille op mod Alizé Cornet i tredje runde af French Open.
Agnieszka Radwanska kunne intet stille op mod Alizé Cornet i tredje runde af French Open. Foto: Benoit Tessier/Reuters

Trods en årrække i den absolutte verdenselite venter tennisspilleren Agnieszka Radwanska fortsat på sin første grandslam-triumf, og heller ikke dette års udgave af French Open blev vendepunktet.

I tredje runde fik den niendeseedede polak en ordentlig øretæve af franskmanden Alizé Cornet, der vandt så overbevisende som 6-2, 6-1.

Cornet, som blot er nummer 41 i verden, havde tabt syv af de foregående otte møder med Radwanska.

- Jeg mangler ord. Det er fantastisk at spille så godt på centre court. Jeg kunne ikke have drømt om noget bedre.

- Grus er ikke mit favoritunderlag, men jeg føler mig godt tilpas på centre court. Jeg lod hende ikke styre duellerne, holdt mig tæt på baglinjen og varierede spillet, lød det ifølge Reuters fra Cornet.

Hun må dog finde sig i at dele rampelyset med to landsmænd.

Både Kristina Mladenovic og Caroline Garcia er også videre i turneringen, og dermed har Frankrig for første gang i 23 år tre spillere med i ottendedelsfinalerne i damesingle.

De franske tennisfans kan endda være sikre på, at de også i kvartfinalen har en landsmænd at heppe på, for Cornet og Garcia mødes i næste runde.

Det bliver samtidig en kamp mellem to spillere, der ikke har særligt varme følelser for hinanden.

Cornet bekræftede efter sejren over Radwanska, at hun ikke er på talefod med Garcia efter en strid omkring det franske Fed Cup-hold.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.