Den amerikanske R n' b-stjerne Chris Brown mærker nu konsekvenserne af sine voldelige handlinger, efter han for over en måned siden overfaldt sin eks-kæreste, den verdensberømte hitsangerinde Rihanna.
En række radiostationer vil nemlig ikke længere spille Browns musik, skriver thedailynewsonline.com.
Samtidig har han følt sig presset til frivilligt at fjerne sit navn fra den liste af kunstnere, der kunne stemmes på til Nickelodeon's Kids' Choice Awards - en prisuddeling, der retter sig mod børn.
"Uheldigvis har kontroverserne omkring uheldet i sidste måned flyttet fokus fra musikken, til om han overhovedet skal have lov at blive nomineret," skriver Browns talsmand i en meddelelse til pressen.
Den blot 19-årige Brown er allerede en kæmpe stjerne på den amerikanske underholdningshimmel. Udover sine mange hits har han bl.a. medvirket i filmene 'Stomp the Yard' og 'This Christmas'.