Radiohead på vej med ottende album. Den alternative rockgruppe har turneret siden deres sidste album - In Rainbows fra 2007 og gæstede blandt andet sidste års Roskilde Festival med en bredt anmelderrost koncert.
Oplysningerne er sparsomme, men bassisten Colin Greenwood bekræfter i et interview med BBC, at de er gået i studiet med deres gamle producer Nigel Godrich:
"Vi er på et stadie, hvor vi har taget den store Lego-kasse frem og har væltet alle klodserne ud på gulvet. Nu sidder vi og kigger på dem og tænker: "hvad nu?" Det er meget larmende og kaotisk og virkelig sjovt," siger Greenwood til BBC.
Han vil dog hverken ud med, hvornår pladen udkommer, eller hvad den kommer til at koste.
Og fans kan med rette være spændte på både musikken og markedsføringen. Deres sidste album revolutionerede pladeindustrien ved at blive sat til salg på nettet.
Her kunne fans selv bestemme prisen for at downloade albummet, og beløbet gik derefter ubeskåret til bandet.