Professionelle cykelryttere må i fremtiden undvære deres radio, når de kører cykelløb.
Rytterne har i årevis brugt radioer til at tale med deres hold om, hvordan de skal gribe løbet an - men det skal være slut nu.
Det blev besluttet i dag på et UCI-møde i i Lugano i Schweiz.
I sommer blev der under protest kørt to etaper i Tour de France uden radioerne - og det gik ifølge UCI så godt, at det skal gøres permanent.
UCI vil snart offentliggøre en plan for udfasningen.
Under forsøgene i sommer var blandt andet Team Saxo Banks ejer, Bjarne Riis, stærkt fortørnet over de to radioløse etaper. Han mente simpelthen, at rytteren udsættes for større farer, når de ikke kan få meldinger fra deres sportsdirektør.
De to radioløse dage blev også da enormt rolige. Tour-ledelsen beskyldte derfor sportsdirektørerne for med vilje at lægge etaperne døde.
UCI vil nemlig gøre cykelsporten mindre styret af sportsdirektørerne i følgebilerne, som de mener, gør sporten forudsigelig.