Eksperter mener nu at have fundet årsagen til, at havet ved Fukushima atomkræftværket bliver mere og mere radioaktivt.
Med et videokamera er det lykkes at finde en 20 cm lang sprække i betonskallen, der ellers skulle beskytte omkring værkets reaktor to.
Planen er nu at fylde hullet med beton, fortæller ejerne ifølge BBC. Men der kan sagtens være flere revner, som endnu ikke er fundet.
Værket har nemlig lidt store skader efter, at Japan for tre uger siden blev ramt af først et stort jordskælv og så en kæmpe flodbølge.
Der ligger stadig mange døde i nærheden af atomkræftværket, som ikke kan blive fjernet på grund af strålingsfaren.
I hele Japan er over 11.500 omkommet og 16.500 savnes stadig efter naturkatastrofen.
Kilde: BBC