Hun er kendt for sine bramfri ytringer og ætsende kommentarer i diverse radioprogrammer, men nu skal Anne Kirstine Cramon vise sine mere kærlige sider frem.
Hun er nemlig blevet mor, det afslører hun selv på sin instagram-profil.
– Verden er forandret for altid, skriver hun til et billede af den lille ny.
Det er 39-årige Cramons første barn, og den lille pige ved allerede, hvad hun skal hedde: Signe.
– Jeg har det okay. Det var en hård fødsel – og det trækker hårdt på en kvindekrop med sådan en omgang. Men det er det hele værd, siger den nybagte mor til SE og HØR.
Hun har tidligere vist sin kæreste og faderen til den nyfødte frem. Men navnet på ham har hun endnu ikke fortalt.