De Radikales leder, økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager, er nu i strid modvind blandt sine egne.
Det sker efter, at Vestager søndag beskyldte lærerne for at "skabe myter" om regeringens udspil til en folkeskolereform, der blandt andet vil indføre en heldagsskole.
I et åbent brev til den radikale folketingsgruppe betegner flere partimedlemmer dagens udmelding fra Vestager som et "ensidigt, aggressivt og ubegrundet angreb" mod landets lærere.
- På de indre linjer er vi mange, der længe har kæmpet for at få fornuften tilbage i den radikale skolepolitik, siger byrådsmedlem for De Radikale i Høje Taastrup, Michael Blem Clausen.
- Desværre er det ikke blevet lyttet hos partitoppen, og med Margrethes angreb på lærerne i dag kan kritikken ikke længere holdes internt, siger han.
/ritzau/