Af Morten Skærbæk, mosk@avisen.dk
Asylbørn skal have hjælp hos psykolog.
Så i stedet for at vente på en henvendelse fra skolen eller asylcenteret skal kommunerne som udgangspunkt regne med, at børn i danske asylcentre har behov for psykologisk overvågning.
Det mener De Radikales integrationsordfører, Morten Østergaard.
Han henviser til, at Dansk Røde Kors 38 gange i år har måttet underrette en kommune om, at et barn i kommunens asylcenter har været alvorligt truet.
»Det er jo ikke overraskende, at asylbørn bliver psykisk mærket af at sidde i asylcentrene, men det er overraskende og alarmerende, at så mange børn falder igennem uden at få hjælp,« siger han.
»Vi er nødt til at vende bøtten, så vi tager udgangspunkt i, at de her børn får psykiske mén af at sidde i et asylcenter. Alle kommuner med et asylcenter bør derfor have som opgave at lave psykologiske undersøgelser af asylbørnene,« siger han og tilføjer, at et sådant arbejde kan laves i forbindelse med kommunernes almindelige pædagogisk-psykologiske rådgivning (PPR).
Vil ikke lægge sig fast
Integrationsminister Rikke Hvilshøj vil ikke afvise forslaget, men siger:
»Jeg vil ikke lægge mig fast på noget. Jeg vil tage et møde med kommunerne og og Dansk Røde Kors (der driver asylcentrene, red.), før jeg taget stilling.«
Dansk Folkepartis integrationsordfører Jesper Langballe afviser til gengæld forslaget:
»Jeg synes, det lyder lidt hovedløst. En ambulance rykker jo heller ikke som udgangspunkt ud til alle danskere,« siger han.
»Jeg er sikker på, at centrene godt selv kan vurdere, hvornår der er behov for hjælp.«