Mareridtet for socialdemokrater og folkesocialister tegner sig i en farlig cocktail af de radikale og udlændinge.
Der er dybt splittelse i oppositionen, når det kommer til S og SF's nye pointsystem for familiesammenføring, skriver Politiken.
Den radikale leder Margrethe Vestager nægter fuldstændig at ligge stemmer til Helle Thornings (S) og Villy Søvndals planer for ægteskaber på tværs af grænser.
"Hvis jeg var Helle Thorning og ikke havde et flertal, så ville jeg lytte til mine samarbejdspartnere. Og det her er radikalt hjerteblod, fordi vi ikke synes, at det hører nogen steder hjemme, at staten skal vurderer nytten af din mand eller andres koner," siger Margrethe Vestager til Newspaq.
Men hun kan rende og hoppe, hvis det står til Socialdemokraternes politiske ordfører Henrik Sass Larsen.
"Hvis de ikke vil tale med os, så vil vi søge samarbejde med Venstre og Konservative for på den måde at holde yderfløjene væk fra indflydelse på det her emne," siger Henrik Sass Larsen til Politiken.
Helt så ligeglad, mener politisk kommentator Hans Engell ikke, at Socialdemokraterne kan tage på den radikale udmelding.
Han ser det helt klart som en optrapning af spændingerne i oppositionen, hvor de radikale også er uenige i S-SF's økonomiske politik.
Kilde: Politiken