Der er skulderklap på vej fra Christiansborg til de godt 100 vrede kunstnere, der siden søndag har blokeret udstillingsbygningen Charlottenborg i København.
Det er Det Radikale Venstre, der giver aktionen sin fulde støtte:
»Vi opfordrer til, at det ikke er ganske få smagsdommere, som får lov til at afgøre, hvilke kunstnere der kommer til orde. Udviklingen på Charlottenborg er et udtryk for en centralisme, der gennemsyrer hele kulturpolitikken,« siger partiets kulturordfører, Elsebeth Gerner Nielsen.
De 100 kunstnere tilbragte søndag nat i sovepose i protest mod den nyudnævnte direktør Bo Nilssons planer om, at deres sammenslutninger ikke længere må lave udstillinger på stedet.
Og da direktøren til morgen ville sætte sig ind på sit kontor, blokerede kunstnerne indgangen.
»De forhindrede mig i at komme ind, så i øjeblikket har jeg lånt et lokale på Kunstakademiet«, siger direktør Bo Nilsson til Politiken.dk.
Elsbeth Gerner Nielsen hæfter sig ved, at den nye direktørs tanker om at omdanne Charlottenborg til en kunsthal er »i direkte modstrid med de anbefalinger, som Kulturministeriets arbejdsgruppe kom med.«
»Her præciseres, at Charlottenborg fortsat skal være et kunstnernes hus og ikke en kunsthal. Selvfølgelig skal der løbende ske moderniseringer og nytænkning på Charlottenborg. Men det er der også stadig rig mulighed for, når fire kunstnersammenslutninger udstiller nogle få uger om året,« siger Elsebeth Gerner Nielsen.
Men kulturminister Brian Mikkelsen (K) afviser kritikken.
»Det tilkommer ikke mig som kulturminister at gå i rette med de kunstfaglige beslutninger om udstillingsprogramme. Hvis jeg gjorde det, ville jeg bryde det armslængdeprincip, der er grundlaget for kulturpolitikken herhjemme, og som sikrer, at kunstfaglige organer kan fungere uden at blive udsat for politisk indblanding,« siger han.