Regeringen møder stærk kritik efter, det er kommet frem, at den danske udlændingelov er i en større krise end først antaget.
- Så sent som i går turnerede statsministeren rundt og sagde, at udlændingepolitikken lå fast, og man var tæt på at have en løsning. Samtidig med, at han har et notat, der viser det stik modsatte, siger næstformand for den radikale folketingsgruppe Morten Østergaard til Nyhedsbureauet Newspaq.
Af et internt regeringsnotat, som Jyllands-Posten er i besiddelse af, fremgår det, at sommerens afgørelse fra EF-Domstolen gennemhuller den stramme danske udlændingelov mere, end regeringen hidtil har indrømmet.
Ifølge notatet har regeringen kun beskedne muligheder for at opfylde Dansk Folkepartis krav om nye regler til at stoppe de huller, som EF-dommen har slået i udlændingeloven.
Morten Østergaard mener, at regeringen bevidst har holdt notatet hemmeligt og appellerer til mere åbenhed:
- Jeg synes, at regeringen må spille med åbne kort og skabe en reel debat om, hvordan vi får en udlændingepolitik, der er i harmoni med resten af Europas, men samtidig også bekæmper tvangsægteskaber og de andre ting, som vi er enige om, at vi gerne vil undgå.
Næstformand og integrationsordfører i Dansk Folkeparti Peter Skaarup stiller mere konkrete krav til regeringen.
- Vi må meddele EU, at vi ikke kan acceptere de domme, som nu medfører, at vi må underlægge os EU's udlændingepolitik. Det er det, regeringen bør gøre, siger han.
Han påpeger desuden, at DF står fast på, at partiet kun vil være med til at indgå finanslov, hvis der kommer styr på sagen.
- Vi er nødt til at få styr på det her område og sige til regeringen, at det haster, og at regeringen må se at skabe en løsning, som vi kan være tilfreds med, siger han til Newspaq.
/Newspaq/