Der er for alvor udbrudt krig på Christiansborg mellem SF og De Radikale. I dagens udgave af Jyllands-Posten afviser den radikale leder, Margrethe Vestager, totalt at gå i regering med SF.
- Vi arbejder ikke for en regering med SF. Vi arbejder for en
midterregering, der kan gennemføre de nødvendige reformer og føre en
økonomisk ansvarlig politik, og det ser vi ikke SF som del af, siger
Margrethe Vestager til Jyllands-Posten.
Dermed kan SF s formand Villy Søvndal godt glemme alt om en bred midt/venstre-regering med SF, Socialdemokratiet og De Radikale.
De Radikale har gennemgået SF s forskellige forslag. Den viser ifølge De Radikale, at SF siden valget hver måned har fremlagt forslag, der vil
koste statskassen ca. to mia. kr. og kræve 18.000 flere offentligt
ansatte i en situation med stor mangel på skolelærere, pædagoger og
ansatte i ældreplejen.
SF er rystet over angrebet
- Der er finansiering for noget af det, men samlet set er der en årlig
manko på 15 til 17 milliarder. Og som Mimi Jakobsen ville have sagt:
Det gør alligevel en forskel sidst på måneden, siger Margrethe Vestager
SF s gruppeformand, Ole Sohn, er rystet over angrebet. Han mener, at Vestagers udtalelser bygger på uvidenhed eller fordomme.
- Det er ikke klædeligt for en politisk leder, siger Ole Sohn og påpeger at SFs forslag er udtryk for finanspolitisk stramning,
hvor der kommer flere penge i statskassen, end der gives ud.
- Er der to
partier, der har en fælles opfattelse af statens økonomi, er de
radikale og SF, der har advaret regeringen mod overforbrug. Derfor er
Vestager helt galt afmarcheret, og det gavner ikke samarbejdet i
oppositionen, siger Ole Sohn.
Op til valget i november gennemgik Nyhedsavisens daværende chefredaktør David Trads SF s finanslovsudspil for 2008. Læs hans blog om sagen her.