Der var ikke meget børnehygge over en snemand, der torsdag dukkede op i USA.
En hvid mand med erklærede nynazistiske tilbøjeligheder havde valgt et 'pryde' sin forhave med en ganske særlig mand af sne. Den tre meter høje snefigur var blevet formet med Ku Klux Klans karakteristiske spidse hætte på hovedet. Det skriver San Francisco Examiner.
Derudover holdt snemanden i sin kolde hånd et reb, der var blevet bundet til en løkke og således ledte tankerne i retning af hængning.
Den uhyggelige snemand fik naboerne til at melde snemandsbyggeren Mark Eliseuson til politiet.
"Det er sådan et hadfyldt budskab. Mine børn spurgte mig om snemanden, og jeg var nødt til at forklare dem, hvad den symboliserer," forklarer en af naboerne, Amber Caldwell ifølge avisen.
Efter et besøg fra det lokale politi valgte Mark Eliseuson at fjerne både hætte og løkke fra den opsigtsvækkende forhaveudsmykning. Det skete efter, at politiet kunne oplyse ham om, at han risikerede at blive tiltalt for at genere offentligheden.
Snemandens skaber har tidligere vakt forargelse ved at hejse nynazistiske flag i sin forhave.
Se Ku Klux Klan-snemanden her
Kilde: San Francisco Examiner