Fyn er ramt af en bemærkelsesværdig plage. Rådyr i tusindtal er nemlig på få år døde af afmagring og voldsom diarre.
Hele 80 procent af de fynske rådyr er døde på grund af racermave.
Forskerne står på bar bund i forhold til at finde en årsag til sygdommen, der har ramt Frankrig, Sverige og Fyn.
Derfor beder Skov- og Naturstyrelsen nu befolkningen om hjælp i forbindelse med bukkejagtens start i morgen.
"Vi har uddannet et korps af jægere og schweisshundeførere til at tage prøver få sekunder efter dyrets død. Men vi har brug for informationer om, hvor dyrene er," siger vildtkonsulent Lars Brun ifølge DR.
Man håber især på jægernes hjælp.
"I morgen begynder bukkejagten og så er flere tusinde jægere ude i naturen. Vi vil gerne have dem til at henvende sig til korpset, så vi kan få taget helt friske prøver," lyder opfordringen.
Han håber, at de mange dødsfald blandt rådyrene snart vil være fortid.
"Det er trist at se dyr dø af sult og tørst, så jeg håber, det snart er slut," siger han.