Der var ikke meget James Bond-coolness over den smokingklædte Remee, da han sad med Anna og Jespers skæbner i sine hænder.
Den ellers så afbalancerede dommer måtte simpelt hen forlade X Factor-studiet for at samle tankerne, da han skulle sætte punktum for aftenens James Bond-tema - og sende en af de to unge solister ud.
Men Remees lille spadseretur havde ikke hjulpet meget, da han vendte tilbage til dommertrioens bord.
"Jeg forstår det ikke, jeg forstår det ikke. Jeg for-står det ikke! To så lysende stjerner i de tre år, jeg har siddet her. Så forskellige. To af de bedste performances i det her show," lød det fra Remee.
Han havde netop overværet Anna synge Sheryl Crows titelsang til 'Tomorrow Never Dies' og Jesper synge 'A View To a Kill' med Duran Duran.
"Jeg kan umuligt tage nogen rigtig beslutning. Jeg elsker jer begge to. Jeg bliver nødt til at... Anna, du er den største stjerne, der nogensinde har været i X Factor. Jesper, du er den person med størst star quality," fortsatte han.
"Remee, vi skal have en afgørelse," brød værten Signe Muusmann ind.
"Anna du har lavet den største performance. Men jeg bliver nødt til at sende dig ud, skat."
Dermed er Thomas, Tine, The Fireflies og Jesper stadig med i konkurrencen.