Sidste efterår annoncerede social- og integrationsminister Karen Hækkerup (S) en 10-punktplan for at styrke indsatsen for landets stofmisbrugere.
Men i dag - godt et halvt år senere - er intet sket, og det bekymrer Rådet for Socialt Udsatte. Her frygter man, at de gode hensigter er gået i glemmebogen, skriver Information.
- Ministeren lovede tilbage i oktober 2012 en række løfterige initiativer for at forbedre den sociale indsats for stofmisbrugere, siger Jann Sjursen, formand for Rådet for Socialt Udsatte.
Det drejer sig blandt andet om lovgivning om obligatorisk opfølgning, nationale retningslinjer for misbrugsbehandling og otte andre konkrete initiativer, lyder det.
- Siden er der ikke sket noget. Der er brug for, at initiativerne og pengene kommer ud over rampen og bliver til gavn for de mennesker, som dagligt kæmper med et misbrug, siger Jann Sjursen til Information.
Karen Hækkerup afsatte sidste år 103 millioner kroner ekstra til området, men de penge er heller ikke dukket op, lyder kritikken.
- Siden udspillet i oktober har vi hverken hørt eller set noget til det ellers meget fine initiativ, så nu frygter vi, at det er havnet i syltekrukke, siger formanden for Rådet for Socialt Udsatte.
En af de største udfordringer i behandlingen af stofmisbrugere er, at størstedelen efter endt behandling hurtigt ryger tilbage i misbrug.
Ifølge ministerens egne oplysninger er det kun mellem 20 og 25 procent af de behandlede, der fortsat er stoffri et år efter endt behandling.
Og derfor skal der meget mere fokus på helhed, sammenhæng og opfølgning i behandlingen af stofmisbrugere, lyder det.
/ritzau/