Striden om huslejestigningerne i en række kommunale boliger har nu ført til et hundeslagsmål på rådhuset.
I sidste uge kom det frem, at 3.500 pensionister og førtidspensionister i kommunale boliger bliver ramt af huslejestigninger på op til 600 kroner om måneden. Stigningen kommer som et resultat af kommunalreformen, og mandag blev magistraten (de fem rådmænd og borgmesteren) enige om at få socialministeren ind i sagen.
Politisk plat
Men hvad der lignede en fælles kamp for at hjælpe beboerne, har udviklet sig til en strid om skatteregler. Slagsmålet handler om den såkaldte dækningsafgift, som de berørte lejere tidligere har været fritaget for at betale, men som nu betyder højere husleje. Ifølge Peter Thyssen har Dorthe Laustsen igennem længere tid vidst, at stigningen ville komme, mens Dorthe Laustsen på sin side fastholder, at oplysningerne er nye.
Det fik rådmanden for Teknik og Miljø, Peter Thyssen (R), til at udsende en pressemeddelelse, hvori han slår fast, at han ikke kan »acceptere, at Dorthe Laustsen prøver at løbe fra sit rådmandsansvar« og at hun »hele tiden har vidst, at kommunalreformen indeholder en masse plusser og minusser på det konkrete plan«.
»Jeg kalder det useriøst og politisk plat,« fortsætter Peter Thyssen, der tirsdag udtalte, at pensionisterne i Århus Amt hidtil har haft en økonomisk favorabel ordning og med de nye regler derfor blot bliver sidestillet med resten landet.
Det fik onsdag Dorthe Laustsen til at rette en sønderlemmede kritik af Peter Thyssen, som hun beskylder for at lyve.
»Peter Thyssens påstande om pensionisternes økonomi er direkte usande,« siger Dorthe Laustsen
Vil det sige, at Peter Thyssen lyver?
»Ja. Det er direkte usandt, at de svage beboere hidtil har haft en favorabel ordning i Århus. Jeg har mine oplysninger fra mine embedsmænd, og Peter Thyssen burde bede sine embedsmænd om at lave de samme beregninger,« siger hun.
Det afviser Peter Thyssen, der forventer, at Dorthe Laustsens afdeling kommer med en redegørelse, hvis der foreligger nye oplysninger.