Prøv at se din brandert fra dine ansattes side og hold igen med de våde varer. Sådan lyder rådet til landets chefer forud for julefrokosten fra Sidse Stausholm, coach i ledelsesrådgivningsvirksomheden "Rising Stars."
Hvis det står til hende, så skal de danske lønmodtagere altså snydes for muligheden for at se chefen på slap linie på dansegulvet - eller for at benytte den uformelle stemning til at charmere sig til en lille lønforhøjelse.
"Ledere skal kende grænsen mellem 'privat' og 'personlig' til firmajulefrokoster. Den grænse bliver ofte udvisket, når lederen drikker for meget - og så sker det nogle gange, at han eller hun påbegynder noget, der minder om en regulær medarbejdersamtale, som egentlig var forbeholdt en ædru hverdag. Og dét er skidt," siger Sidse Stausholm til ErhvervsBladet.
Susanne Teglkamp, der er tidligere HR-direktør og stifter af konsulentvirksomheden Teglkamp og Co., mener, at chefer skal stå ved det, hvis de alligevel kvajer sig i en brandert.
Har chefen for eksempel benyttet sig af muligheden for at uddele en skideballe til en doven medarbejder, så er der kun én ting at gøre: At rydde op efter sig straks mandag morgen.
"Hvis man var upassende over for konkrete ansatte, så træk dem til side hver for sig. Forlad derpå emnet, når undskyldningerne er givet," siger Susanne Teglkamp.
/Newspaq/