Den britiske premierminister, David Cameron, er ude på dybt vand med sine udtalelser om, at han om nødvendigt vil lukke af for de sociale medier efter optøjerne i Storbritannien.
Thomas Bigum, der er ekspert i sociale medier, mener, det er "hovedrystende", hvis David Cameron faktisk har planer om at forsøge at lukke af for de sociale medier.
"At gå så vidt ville være at melde krig på flere fronter end bare mod dem, han i forvejen har problemer med. Vi taler om forkæmpere for ytringsfrihed og deslige og også tek-nørder, som elsker de sociale medier. Bliver der slukket for dem, får han dem på nakken. Sekundært kan vi tale om, at det nok slet ikke kan lade sig gøre, fordi det teknisk set ikke er så vanskeligt at komme uden om lukningerne," siger Thomas Bigum til Newspaq.
Det er de voldsomme kampe i gaderne i flere britiske byer, der har fået premierministeren til at true med at lukke ned for eksempelvis Facebook og Twitter, fordi de angiveligt er blevet brugt som kommunikationskanal til at opildne masserne til at øge kampene.
"Alle, som ser disse rædselsfulde aktioner, vil være overraskede over, hvordan de er organiseret via sociale medier. Fri informationsstrøm kan blive brugt til noget godt, men det kan også blive brugt til noget dårligt," har David Cameron sagt og bebudet, at man nu samarbejder med politiet, efterretningstjenesten og industrien for at finde ud af, om det vil være det rigtige at gøre at stoppe kommunikationen via de medier.
Men det er en forkert aktion på flere fronter, mener Thomas Bigum og håber, at der vil være nogle, der når at stoppe premierministeren, inden han går videre.
"Jeg må tilstå uden at skulle række hånden op for at være britisk rådgiver i sociale medier, så lyder den udtalelse som et udspring af mindre viden om, hvad tingene kan, og hvad de er, og hvorfor de har deres berettigelse," fastslår Thomas Bigum.