Ét enkelt besøg hos lægen, der konstaterer, at du har mistet 2/3 af din arbejdsevne, så er førtidspensionen i hus.
Sådan lyder de radikales forslag til, hvordan ventetiden på ordningen skal forsvinde, hvis efterlønnen bliver afskaffet. Det skriver Politiken.
"Kravene til at få førtidspension skal være de samme som i dag, men konsekvenserne skal være anderledes, hvis du ikke kan arbejde. Så skal man have den ret, at en helbredserklæring skal være udslagsgivende for, om man kan få førtidspension," siger partileder Margrethe Vestager (R) til avisen.
Og det forslag vækker genklang i regeringen, hvor de konservative tidligere på ugen har foreslået en lignende procedureændring.
"Det lyder interessant, og det vil vi meget gerne se på. Men det er vigtigt for os, at det er en uvildig instans, der laver helbredserklæringen," siger politisk ordfører Henriette Kjær (K) til Politiken.
Også politisk ordfører Peter Christensen (V) er positiv overfor forslaget, og hos Dansk Folkeparti, der gerne vil bevare efterlønnen, ser de det som en god løsning, hvis efterlønnen skulle gå hen og blive afskaffet.
Kilde: Politiken