»Misbrug af skattepenge«.
Sådan betegner De Radikales medieordfører, Simon Emil Ammitzbøll, det, at de to medlemmer Finn Aaberg og Erling Aaskov fra DR's bestyrelse til sammen får 174.000 kroner resten af 2008, selvom de, efter sidste uges kritiske rapport om DR-Byen, valgte at forlade deres bestyrelsesposter.
»De er nogle af de hovedansvarlige for det økonomiske kaos i DR-Byen, men de trak sig frivilligt for at redde ansigt i offentligheden. Det er misbrug af skattepenge, at borgerne nu skal betale for deres aftrædelse« siger Simon Emil Ammitzbøl.
Misbrug af skattepenge
Han bakkes op af Holger K. Nielsen fra SF, der kalder aftrædelsesordningen for 'mystisk'.
»Det kommer bag på mig. Jeg vil kontakte Brian Mikkelsen for en redegørelse.«
Erling Aaskov og Finn Aaberg får henholdsvis 100.000 og 74.000 kroner hver resten af 2008. Ifølge Kulturministeren skyldes det, at de to medlemmer alligevelskulle fyres efter rapportens afsløringer:
»De ville også have været afskediget, selvom de ikke forinden havde valgt at trække sig. Udbetaling af honorar til dem er drøftet med Kammeradvokaten,« siger Brian Mikkelsen.