De radikale og de konservative har med et slag mistet indflydelse i EU.
Med dannelsen af partiet Ny Alliance mister begge partier nemlig deres enlige parlamentsmedlem.
Anders Samuelsen vælger at følge sin hidtidige partifælle Naser Khader over i Ny Alliance. Det samme gør den konservative Gitte Seeberg.
Begge fortsætter nu som løsgængere i parlamentet, men da de begge er medlemmer af Ny Alliance er det nystiftede parti pludselig det tredjebedst repræsenterede danske parti i Europaparlamentet
Selv om Gitte Seeberg og Anders Samuelsen nu er partifæller, fortsætter de i hver deres gruppe i parlamentet, oplyser TV2.dk. Samuelsen sidder i den liberale ALDE-gruppe, mens Gitte Seeberg fortsætter i den konservative EPP-gruppe.
De to politikeres farvel til deres respektive partier mødes med dyb skuffelse. Konservativ Ungdom opfordrer ligefrem Gitte Seeberg til at trække sig fra parlamentet.
- Gitte Seeberg er valgt med konservative stemmer. Hvis hun vil bryde med Det Konservative Folkeparti, bør hun gøre det fuldt ud og tage konsekvensen ved at trække sig fra Europaparlamentet, siger landsformand for Konservativ Ungdom, Rune Kristensen.
Samme melding kommer fra Radikal Ungdom:
- Hvis Samuelsen vil bibeholde sin politiske intrigitet bør han trække sig fra Europa Parlamentet og overlade pladsen til en radikal. Alt andet er at snyde vælgerne og alle de radikale medlemmer og kandidater, der skaffede mandatet, siger ungdomsorganisationens formand Andreas Steenberg.