Langtidssygemeldte skal ikke flås op af sygesengen for at blive sendt i aktivering.
Det mener De Radikale, der i går mødtes med beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) og de andre forligspartier for at se nærmere på aktiveringen af sygedagpengemodtagere.
Arbejdsmarkedsordfører Morten Østergaard (R) vil både arbejde for, at de mest syge - men også de mindst syge - fritages for aktivering.
"De mindst syge skal nok selv komme tilbage på arbejde. De mest syge skal koncentrere sig om at blive raske. Det er dem i midten, det drejer sig om For jo længere tid, man går på sygedagpenge, jo sværere er det at komme tilbage på arbejdsmarkedet," siger han til Newspaq.
Blandt partierne bag forliget - Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Liberal Alliance - har der været mistanke om, at kommuner 'kassetanker', når de sender alvorligt syge i aktivering.
Kommunerne får nemlig en langt større del af sygedagpengene refunderet af staten, hvis de sender de syge i aktivering, end hvis de ikke gør.
De Radikale håber, at hele refusionssystemet laves om - og at man laver den samme refusion til kommunerne, uanset om det drejer sig om sygemeldte eller ledige.
"Refusionen skal ikke være afhængig af, om folk aktiveres. I stedet skal kommunerne have et incitament til at gøre en tidlig indsats, så refusionen bliver mindre og mindre med tiden," siger Morten Østergaard.
Knap 270.000 danskere var sidste år langtidssyge og modtog sygedagpenge fra det offentlige.