De Radikale har fundet udråbstegnene frem, efter at Lægeforeningen i en aldeles skarp fælles udtalelse siger fra over for forholdene i de danske asylcentre.
- Opholdstiden er sundhedsskadelig! Vær dit ansvar voksen, Rikke Hvilshøj - og tag fat om problemet! Slip de stakkels mennesker ud af centrene, det er det eneste ansvarlige at gøre, og det kan kun gå for langsomt!, skriver partiets integrationsordfører, Morten Østergaard, i en pressemeddelelse.
Han vil nu kontakte samtlige Folketingets partier i håb om at få regeringen i en hasteforespørgsel inden efterårsferien.
- Det er en helt særlig situation, at Lægeforeningen går ud og siger fra over for det, der foregår i danske asylcentre. Det vidner om situationens alvor, skriver han.
Dansk Folkepartis integrationsordfører, Jesper Langballe, synes sagen er helt ude af proportioner:
- Morten Østergaard er i sin gode ret til en forespørgselsdebat, men det minder om en grammofonplade, der aldrig stopper. Der er jo aldrig nogen, der har benægtet, at folk får det dårligt af at bo i asylcentrene. Desuden har Lægeforeningen ikke noget at skulle have sagt i den sag, siger han.