Regeringen og støttepartierne blev allerede under regeringsforhandlingerne enige om, at børnefamilierne skal flytte ud af Udrejsecenter Sjælsmark.
Derudover har udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) endegyldigt stoppet planen om at placere et udrejsecenter for kriminelle udlændinge på øen Lindholm.
Men det er fortsat uvist, hvad regeringen konkret forestiller sig, at der skal ske med de udviste, kriminelle udlændinge, som i dag opholder sig på Udrejsecenter Kærshovedgård, og hvor børnefamilierne skal flytte hen.
De Radikale er ikke blevet klogere efter at have læst regeringens forslag til en finanslov, og partiet er ved at være utålmodig.
- For De Radikale er det helt afgørende, at børnene på Sjælsmark får nogle bedre vilkår, og det skal vi have løst i den her finanslov, siger De Radikales udlændingeordfører, Andreas Steenberg.
Partiet har selv et forslag om at flytte børnefamilierne ud af Sjælsmark, så de kriminelle udlændinge i stedet kan flytte ind.
I finanslovsforslaget for næste år fremgår det, at regeringen vil reservere cirka 50 millioner kroner i 2020 og cirka 150 millioner kroner i 2021 og 175 millioner kroner i 2022 til en "ny centerstruktur og hjemrejseindsats".
/ritzau/