Børn, der oplever deres mor blive udsat for vold, risikerer selv at blive voldelige eller voldsofre. Den onde spiral skal brydes. Derfor skal børnene og deres mødre så hurtigt som muligt væk fra far.
Det mener De Radikale, som ved de kommende dages forhandlinger om satspuljemidlerne (ekstra penge til samfundets svageste, der uddeles hvert år) vil have øremærket 20 millioner kroner til projekter i Mødrehjælpen.
»Vi kan se, at Mødrehjælpens metoder virker. Organisationen har gennem nogle år givet kvinder redskaber til at løsrive sig fra deres voldelige mænd og gjort dem i stand til at beskytte dem selv og deres børn mod overgrebene,« siger De Radikales nyudnævnte socialordfører, Marianne Jelved.
For få får hjælp
Hun mener ikke, at regeringen gør nok for at hjælpe de 29.000 danske børn, som hvert år oplever mor blive slået af en partner eller ekspartner. En tredjedel af de børn bliver selv slået.
»Statsministeren sagde i sin åbningstale, at kvinder på krisecentre skal have mere hjælp. Det er jo godt nok. Men kun fire procent af de voldsramte mødre er i kontakt med krisecentre. Det, regeringen vil gøre. er slet ikke tilstrækkeligt,« siger Marianne Jelved.
Mødrehjælpens projekt retter sig mod både mødre og børn.
»En kvinde, der er traumatiseret af vold, er nødt til at have hjælp til at blive en god mor. Vi hjælper hende først til at komme ud af forholdet, ellers er der risiko for, at hun bogstaveligt talt bliver banket tilbage i processen. Derefter begynder den egentlige behandling,« siger direktør i Mødrehjælpen Mads Roke Clausen.
Leg løser problemer
Børnene kommer i gruppeterapi med en børnepsykolog og en pædagog, som hjælper dem til at indse, at de ikke er skyld i volden.
De mødes i et særligt børnerum med legetøj og dukketeater.
»Det vigtige er, at de begynder at lege igen. Legen er utrolig vigtig for deres udvikling,« siger Mads Roke Clausen.
Hidtil har Mødrehjælpen hjulpet 850 mødre og 516 børn med metoden, og erfaringerne er gode.
»Vi kan se på dem, at det virker. At det gør en forskel,« fortæller direktøren.
Socialminister Karen Jespersen (V) ønsker ikke at kommentere det radikale forslag, inden forhandlingerne går i gang i næste uge.