I dagens udgave af Politiken sandsynliggøres det, at den amerikanske efterretningstjeneste CIA har benyttet dansk luftrum til omstridte fangetransporter, og at de danske myndigheder var informeret om, at CIA tilbageholdt en egypter, der havde fået politisk asyl i Danmark.
Det har skiftende danske regeringer konsekvent nægtet at have kendskab til, og det får nu det Radikale Venstre til at kræve en tilbundsgående undersøgelse.
- Det er meget alvorligt, hvis dansk luftrum er blevet anvendt til ulovlige missioner af fremmede efterretningstjenester. Det er derfor stærkt bekymrende oplysninger, som Politiken i dag fremdrager. De er i sig selv nok til, at regeringen bør igangsætte en fuldstændig undersøgelse af CIA-aktiviteter i Danmark i forbindelse med kidnapningsprogrammet. Vi må her forvente fuldt samarbejde fra den amerikanske regering, som jo har forsikret udenrigsministeren om, at noget sådant ikke har fundet sted i Danmark, siger den radikale folketingsgruppes næstformand Morten Østergaard.
Hos Enhedslisten ser man også gerne, at de fremsatte påstande bliver undersøgt, og derfor vil man kalde justitsministeren i samråd.
- De nye afsløringer øger behovet for en grundig og uvildig undersøgelse af, hvorvidt regeringen har medansvar for tortur-transporterne. Vi vil indkalde justitsministeren i samråd i Folketinget og vil foreslå oppositionen at genfremsætte det forslag om en uvildig undersøgelse, som regeringen og DF tidligere har afvist, siger folketingsmedlem for Enhedslisten Frank Aaen.