Danskerne er vilde med deres cigaretter. Og det er der flere
grunde til. Blandt andet prisen.
Prisen på danske cigaretter er nemlig ikke
steget gennem de sidste mange år, fordi afgifter på cigaretter og alkohol på
grund af skattestoppet ikke følger med den almindelige prisudvikling. Det
betyder, at priserne har stået stille.
Så går du ind i en hvilken som helst kiosk i Danmark, vil du
kunne købe tyve Marlboro for 31, 50. Det gør Danmark til et af de
billigste lande at ryge i. Det billigste land er Polen, hvor en pakke koster 13,50
kroner. Tager du til Norge, skal du ofre over 60 kroner for noget at ryge
på.
Men de Radikale vil nu have sat en stopper for det billige pulseri.
- Jeg ved godt, at prisen ikke afgør 100 procent, om folk
ryger, men skal vi gøre noget ved landets største sundhedsmæssige problem, så
skal vi dreje på flere håndtag, og jeg mener, at en høj afgift vil trække i den rigtige retning, siger de Radikales sundhedsordfører, Charlotte Fischer.
Hun vil ikke nævne en konkret pris, men siger, at der er
plads til stigninger på helt op til 10 kroner. Først skal det dog gøres klart, hvor meget der skal til, før
prisen vil påvirke grænsehandelen, som der skal tages hensyn til.
Farvel og tobak
- Vi skal gå så langt, vi kan, uden at grænsehandlen
eksploderer, siger Charlotte Fischer.
Verdenssundsorganisationen WHO og andre internationale organisationer har
anbefalet alverdens regeringer at hæve priserne på tobak, fordi det er en
effektiv måde at begrænse forbruget på - ikke mindst blandt unge.
De Radikale står som det eneste parti i Folketinget uden for den meget
omtalte rygeaftale, som træder i kraft den 15. august. Her vil tobaksrygning i de
allerfleste barer og restaurationer blive forbudt. Den radikale begrundelse for at stå uden
for var, at indgrebet ikke var vidtgående nok.
Charlotte Fischer har nu bedt finansminister Thor Pedersen
(V) redegøre for skattestoppets betydning for cigaretpriserne.
- Det er en falliterklæring, at man på grund af
skattestoppet ikke kan gøre op med, at det bliver billiger og billiger at ryge,
siger Charlotte Fischer.