Egentlig er han både for gammel og for lasket til at blive folde-ud-mand i Se og Hør.
Alligevel kan vi se lørdagens royale brudgom, 38-årige prins Joachim, som afklædt folde-ud-mand i denne uges udgave af Se og Hør.
- Jeg er stolt over, at vi har Joachim som ugens folde-ud-mand. Altså personligt synes jeg jo, at prinsen måske ikke helt opfylder de normale kriterier, og det ville nok have diskvalificeret en mere dødelig mand, men på den anden side bør vi alle være milde nu, hvor brylluppet er lige om hjørnet, siger Se og Hørs chefredaktør Henrik Qvortrup til Avisen.dk.
Han fortæller, at bladet ofte får henvendelser fra mænd i alle aldre, som byder sig til som folde-ud-mand. Og indimellem også nogen på prinsens alder, men de fleste bliver afvist ved døren:
- Som regel skal de både være yngre og mere faste i kødet, siger han.
Prins Joachim har ikke selv noget at gøre med, at han er endt som afklædt Se og Hør-mand i denne uge, men nøjagtig som de mænd, der har prydet siden før ham, får han en check på 1500 kroner for sin optræden. Checken er allerede på vej til Schackenborg, siger Henrik Qvortrup.