Se og Hør skal betale Andrea Elisabeth Rudolph 75.000 kroner for at have bragt paparazzi-billeder af tv-værten på en topløs strandtur.
Erstatningen landede således mellem de 50.000 kroner, som landsretten tidligere havde tilkendt hende og hendes krav på 100.000 kroner, som lå til grund for hendes anke til Højesteret.
Sagen i dag endte med en frifindelse af den tidligere chefredaktør Henrik Qvortrup, der dermed slipper for at betale de 20 dagbøder a 1000 kroner, som han tidligere var blevet idømt.
"Jeg er utrolig glad for at være blevet frifundet. Og jeg har stor respekt for Højesteret," lyder den eneste kommentar fra Henrik Qvortrup, der i dag er politisk redaktør på TV 2.
Hans tidligere arbejdsplads, Se og Hør, skal også betale sagens omkostninger på 155.260 kroner.