Havde historien om Lars Løkke Rasmussens (V) 75.000 kroner-rabat på et sommerhus i Lalandia, som Ekstra Bladet søndag kan fortælle, været den første Løkke-historie , så havde den været ubetydelig. Ja, nærmest ligegyldig.
Men det er blot den seneste af en lang række sager om finansministerens økonomiske eskapader, og er derfor et gevaldigt problem for Lars Løkke Rasmussen.
Det mener i hvert fald Se og Hørs chefredaktør, Henrik Qvortrup, der er tidligere spindoktor for statsminister Anders Fogh Rasmussen (V).
- Det er endnu en historie, der føjer sig til billedet om, at Lars Løkke er anløben og har svært ved at se forskel på dit og mit. Jeg siger ikke, at det er sådan det er - blot, at det er det billede, der efterhånden må danne sig i hovedet på mange danskere, siger Qvortrup.
- Den enkelte sag er ikke et problem. Det er summen af mange små sager, der er et problem, vurderer chefredaktøren.
Ekstra forsigtig
Henrik Qvortrup mener, at Lars Løkke Rasmussen frem over må gå på listefødder. Alt hvad finansministeren gør og har gjort bliver i disse dage gransket med lup.
- Nu skal han - om nogen - holde sin sti ren. Mit råd til ham er: vær forsigtig - og vær tre gange så forsigtig, som du burde være, siger Henrik Qvortrup, der pointerer, at nok er sagerne om landets bedste bud på den næste statsminister små, men at ingen af dem er blevet tilbagevist af Lars Løkke.