Selvom Københavns Politi tilsyneladende har droppet at rejse en sag mod Kamal Qureshi, der i en huslejesag har udgivet sig for at være en anden, må SF-politikeren vente lidt endnu med at få at vide, om han bliver taget til nåde af sit parti.
Først efter påske afgøres det, om Kamal Qureshi får nogle af sine ordførerskaber tilbage. Han mistede dem, da sagen om den falske underskrift og en anden sag om eksamenssnyd kom frem i pressen.
Det oplyser SF s gruppeformand, Ole Sohn:
- Det har hele tiden været en del af den oprindelige plan, at vi skulle sætte os sammen på et tidspunkt og tale om tingene igen - og det gør vi så tirsdag efter påske, hvor tingene alligevel ligger stille, siger Ole Sohn.
Han ønsker ikke på forhånd at sige noget om sin holdning til at give Qureshi posterne tilbage. Kamal Qureshi, der er uddannet læge, har blandt andet siddet på den tunge post som sit partis sundhedsordfører.
Københavns Politi har endnu ikke villet bekræfte, om sagen mod Kamal Qureshi er droppet, men det er altså hvad SF eren selv siger.
Kamal Qureshi kan dog stadig se frem til at skulle møde op i retten i sagen, hvor hans udlejer har stævnet ham for ikke at fraflytte den lejlighed, som Qureshi havde lejet. Det var netop udlejeren, som Kamal Qureshi i en mail foregav at være, da han ville fremleje et værelse i lejligheden.