Quist og Rasmussen er klar til OL-finalen

De danske medaljekandidater i roning viste fin form, da de vandt semifinalen ved OL i London.

Helt som ventet er den danske letvægtsdobbeltsculler med Mads Rasmussen og Rasmus Quist klar til finalen ved OL i London, efter at danskerne i suveræn stil vandt deres heat i torsdagens semifinale.

Danskerne, der vandt bronze i Beijing for fire år siden og har to VM-titler på cv'et, lagde fint ud, og efter de 500 meter rykkede Quist og Rasmussen op på førstepladsen, hvorfra de sikkert styrede resten af løbet.

Da tyskerne på andenpladsen mod slutningen forsøgte at presse danskerne, skruede Quist og Rasmussen tempoet yderligere i vejret og vandt heatet i overbevisende stil foran New Zealand og den tyske båd, der endte på tredjepladsen.

Dermed understregede danskerne deres store potentiale og medaljekandidatur. Forude venter nu finalen lørdag.

/ritzau/

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.