Den danske europamester i enkeltstart for U/23-ryttere kunne ikke blande sig i kampen om sejren i sin favoritdisciplin i Post Danmark Rundt.
På den 14,5 kilometer lange tidskørsel med start og mål i Kerteminde kørte Rasmus Quaade i tiden 17.08 minutter.
Den tid var langsommere end både kammeraten fra banelandsholdet Casper Folsach og Sky-rytteren Geraint Thomas, der lige som Quaade startede tidligt.
- Jeg er bestemt ikke tilfreds med at blive slået, men måske kunne man godt have haft det lidt på fornemmelsen, sådan som jeg har haft det de seneste par dage. Det har været et hårdt cykelløb.
- Jeg ved godt, at de to, som har slået mig indtil videre, Geraint Thomas og Casper Folsach, de har også kørt OL. Men jeg kunne ikke have kørt bedre. Jeg er træt nu, siger Rasmus Quaade.
Den københavnske rytter fra Blue Water Cycling har haft et hårdt program på det seneste.
For få uger siden kørte han OL, og efterfølgende blev han europamester i U/23-enkeltstart.
Om få uger venter VM i Holland, hvor Quaade skal forsøge at forbedre den sølvmedalje, som han vandt sidste år i København.
- Jeg må nok indrømme, at OL, EM og VM er større end det her. Det rangerer lidt højere, siger Rasmus Quaade.
- Jeg ved ikke, hvad jeg kan. For jeg har ikke styr på, hvem der kommer til VM. Om det bliver VM-guld eller top-10 kan jeg ikke sige.
Rasmus Quaade blev dansk mester i enkeltstart i 2011 foran Jakob Fuglsang.
/ritzau/