Den militante palæstinensiske Hamas-bevægelse har sendt et "generelt positivt" svar på et forslag til en aftale om våbenhvile og frigivelse af israelske gidsler, og det giver grund til "optimisme".
Det siger Qatars premierminister, Mohammed Bin Abdulrahman Al Thani, tirsdag på et fælles pressemøde med USA's udenrigsminister, Antony Blinken.
Svaret fra Hamas er sendt videre til Israel, og Blinken vil drøfte Hamas' svar med Israel onsdag, siger han.
Den amerikanske udenrigsminister tilføjer dog, at der stadig "er meget arbejde forude" for at få en aftale i hus.
- Men vi mener fortsat, at det er muligt og afgørende at indgå en aftale, og vi vil fortsat arbejde utrætteligt for at opnå det, siger Blinken.
Ministeren er på rundrejse i Mellemøsten for at drøfte krigen mellem Israel og Hamas i Gazastriben. Rundrejsen blev indledt i Saudi-Arabien mandag.
Forhandlere fra Qatar og USA har sammen med Egypten fået det aftaleudkast på plads, som Hamas nu har svaret på.
Aftalen skal sikre en våbenhvile i Gazastriben, en ophævelse af belejringen af det palæstinensiske territorium og en udveksling af israelske gidsler med palæstinensiske fanger, siger Qatars premierminister.
Hamas tvang omkring 250 mennesker med sig til Gazastriben i forbindelse med gruppens angreb mod Israel for fire måneder siden.
Nogle af gidslerne er siden frigivet, men ifølge Israel er der stadig 132 gidsler i palæstinensiske gruppers varetægt. Det tal omfatter ligene af mindst 28, der menes at være døde.
Den efterfølgende israelske offensiv i Gaza har dræbt over 27.000 mennesker i Gazastriben, heraf størstedelen civile. Det viser tal fra sundhedsministeriet i det Hamas-kontrollerede område.
/ritzau/
/ritzau/Reuters