Det lader til, at håndboldkvindernes tidligere landstræner, Jan Pytlick, overtager roret igen. Ifølge GOG’s direktør, Arne Buch, så har GOG og Dansk Håndboldforbund forhandlet betingelserne på plads. Det skriver TV 2 Sporten.
I aftalen er der dog ikke tale om et skifte væk fra det fynske. Planen er nemlig, at Pytlick både skal have ansvaret for damelandsholdet, såvel som for GOG’s håndboldkvinder frem til sommer.
Det vides dog endnu ikke, hvad Pytlick selv siger til aftalen.
Landsholdets tidligere træner, Brian Lyngholm, trak sig onsdag fra posten som følge af manglende tillid fra spillerne.
Jan Pytlick var kvindernes landsholdstræner i perioden 1998 til 2005. Under ham fik holdet OL-guld i 2000 og 2004.