De danske håndboldpigers forberedelser frem mod OL i London har langt fra været overbevisende med to smertelige nederlag til både Norge og Sverige i weekendens opvarmningsturnering.
Her kunne landstræner Jan Pytlick imidlertid undskylde sig med, at han måtte undvære fire af sine faste spillere, men det problem skulle nu næsten være løst.
Kun højrebacken Line Jørgensen er ikke med, når Danmark møder Angola i to uofficielle landskampe - torsdag i Gudme og fredag i Faaborg.
- Line har fortsat små problemer med sit ene knæ, men både Louise Burgaard, Ann Grete Nørgaard og Susan Thorsgaard er igen med for fuld kraft, siger landstræneren fra landsholdslejren i Svendborg i en pressemeddelelse.
Det danske kvindelandshold er samlet ugen ud og drager til London sammen med den øvrige OL-delegation 25. juli.
Første kamp står mod Sverige tre dage senere.
/ritzau/