Pytlick: En rigtig arbejdssejr

Jan Pytlick er glad for, at håndboldkvindernes hårde arbejde resulterede i sejr og to point i OL-turneringen.

OL-turneringen i håndbold for kvinder fik en perfekt start med danske øjne, da det blev til en 21-18-sejr over Sverige.

Og selv om det holdt hårdt, var landstræner Jan Pytlick meget imponeret over forsvarsindsatsen.

- Det var en rigtig arbejdssejr. Det er perfekt at holde dem nede på 18 mål, så forsvaret var på plads. Men vi sled selvfølgelig lidt med at finde målene, siger landstræneren.

Han tilskriver de manglende mål debutantnerver hos sine spillere og havde gerne set scoringer fra højre back, hvor hverken Camilla Dalby eller Line Jørgensen havde krudt nok i skudarmen.

Men kan man ikke ramme udefra, må man prøve noget andet. Og det viste sig at være en god idé at løbe kontra med svenskerne i slutfasen.

- Det blev afgørende, at vi begyndte at løbe med dem, og de blev trætte. Vi kunne endda have gået endnu hårdere til dem i første halvleg, men da kom vi ikke rigtigt ud over isen.

Han medgiver, at holdet havde været skidt kørende uden Rikke Skov, der tog et stort ansvar i defensiven og lavede mål på vigtige tidspunkter.

- Jeg ved godt, hvem der skal have fidusbamsen, siger Pytlick.

Han kan nu konstatere, at det første mål, en plads i kvartfinalen, er rykket væsentligt tættere på.

- Hvert eneste point og mål er vigtigt i den her pulje. Vi så også Sydkorea slå Spanien, og det understreger det egentlig bare, siger han.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.