Partiet Forenet Rusland, der støtter præsident Vladimir Putin, vinder 49,8 procent af stemmerne ved det russiske valg.
Det viser det endelige resultat tidligt tirsdag morgen dansk tid, efter at 100 procent af stemmerne er optalt.
Det oplyser landets valgkommission ifølge det russiske nyhedsbureau Tass.
Under optællingen stod det tidligt klart, at Forenet Rusland var sikker på at få flertal i Dumaen, der er parlamentets underhus.
Selv om partiet har fået en overbevisende sejr, er det en lille tilbagegang i forhold til sidste parlamentsvalg.
Ved valget i 2016 fik Putins trofaste støtter lidt over 54 procent af de afgivne russiske stemmer.
Forenet Rusland er dog sikker på at få flertal i Dumaen, der har 450 pladser, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Halvdelen af mandaterne bliver fordelt via partilister, mens resten af pladserne går til de kandidater, der får flest stemmer i enkeltmandskredse.
Allerede da 50 procent af stemmerne var talt op, havde Forenet Ruslands kandidater vundet i 85 procent af enkeltmandskredsene.
Kommunistpartiet bliver det næststørste parti i parlamentet med cirka 20 procent. Det er en fremgang fra 13,3 procent ved valget for fem år siden.
14 partier stillede op ved parlamentsvalget i weekenden. Det forløb over tre dage og sluttede søndag.
Den fængslede oppositionspolitiker Aleksej Navalnyj opfordrede inden valget kritikere af præsident Putin til at stemme taktisk.
Vælgerne blev opfordret til at stemme på de partier og kandidater, der i de enkelte kredse havde de bedste chancer for at slå Forenet Rusland.
I mange tilfælde blev kritikerne opfordret til at stemme på Kommunistpartiet.
Navalnyjs egen bevægelse var på forhånd blevet bandlyst ved valget, og hans tilhængere afskåret fra at stille op.
En app, som ifølge Navalnyjs tilhængere skulle samle oppositionen, blev fredag fjernet af Google og Apple.
Det skete efter pres fra den russiske regering.
Ifølge Google havde den russiske regering truet med at fængsle it-gigantens ansatte i Moskva. Det ville ske, hvis ikke Google fjernede appen.
Ingen observatører fra Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE) var til stede ved valgstederne i Rusland.
OSCE har ikke kunnet komme overens med den russiske regering om at sende observatører. Men meldinger fra lokale valgobservatører i Rusland har affødt bekymring i EU.
/ritzau/