En georgisk kvinde, som i årevis har hævdet, at hun var Vladimir Putins mor, er død i en alder af 96 år.
Kvinden, der hedder Vera Putina, blev kendt, da hun i 1999 påstod, at Vladimir Putin var hendes søn, og at han blev undfanget i en affære med en gift mand.
Vera Putina fortæller, at hun var tvunget til at sende sønnen til bedsteforældrene i Rusland, da han var blot 10 år gammel. Angiveligt fordi Vladimir, som hun kaldte “Vova”, havde en hård barndom i den fattige georgiske by Metekhi præget af misbrug og omsorgssvigt fra stedfaderen.
Hendes påstande er af mange blevet afvist som det rene nonsens, mens andre ikke er så sikre, da Vera Putina har været i stand til at vise billeder af en dreng, som havde store ligheder med den russiske præsident.
Samtidig er der angiveligt fundet optegnelser fra en by nær Metheki, som viser, at en Vladimir Putin her var registreret på en skole fra 1959 til 1960, og at denne dreng var født georgisk og ikke russisk. Vladimir Putin er ifølge de officielle russiske kilder født i 1952 i St. Petersborg.
I et af sine sidste interviews sagde Vera Putina:
- Jeg har en drøm om ikke at dø før “Vova” har set mig og talt med mig mindst én gang. Jeg ser ham ofte i mine drømme, men han vil ikke tale med mig. Både i livet og i drømme er han ked af det, jeg gjorde. Han kan ikke tilgive mig, lød det.
Vladimir Putin og Kreml har gentagne gange afvist Vera Putinas historie som løgn.