Putin-kritiker får otte års fængsel

En russisk domstol idømmer en skarp kritiker af præsident Vladimir Putin otte års fængsel for narkobesiddelse.

En at Ruslands mest kendte oppositionsaktivister og kritikere af præsident Vladimir Putin er idømt otte år fængsel for at være i besiddelse af narko. Det skete ved en domstol i byen Smolensk 400 kilometer vest for Moskva.

Sagen mod den 28-årige Taisija Osipova, der er medlem af det nationalistiske oppositionsparti Det Andet Rusland, er blevet kritiseret af menneskeretsgrupper både i Rusland og i udlandet.

De ser sagen som Putin-styrets forsøg på at lukke munden på oppositionsgrupper.

- Vi er overrasket over den uventede lange dom. Og vi appellerer dommen, siger Natalia Sjaposjnikova, der er forsvarer for Taisija Osipova.

Anklagemyndigheden krævede for kun en uge siden fire års fængsel under en appelsag.

Domme, der går ud over, hvad anklageren kræver, er yderst sjældne i Rusland, og iagttagere ser afgørelsen som et klart tegn på, at dommere har været under pres "oppe fra".

Sagen begyndte i 2010, da politiet gennemsøgte Osipova hjem med begrundelsen, at hun var under mistanke for at sælge heroin.

Under ransagningen fandt politiet narkotiske stoffer, som, både Osipova og øjenvidner siger, blev placeret af politiet selv.

Ved den første retssag blev Osipova idømt 10 års fængsel. Den dom blev appelleret.

Tirsdagens dom overrasker mange i Rusland.

- Der er lovløshed i dette land. Vore love er alt for hårde, og regimet æder sine borgerne, siger Eduard Linonov, leder af oppositionspartiet Vort Rusland.

Mange ser dommen mod Osipova som et forsøg på at stække oppositionen og forhindre kritik af Putin.

Selv den tidligere præsident og nuværende premierminister Dmitrij Medvedev har opfordret til en mild dom til Osipova, der lider af diabetes og har en lille datter, hun ikke har set i halvandet år.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.