Måske skal Vladimir Putin alligevel ikke til at pakke sit kontor sammen og overlade sit job som præsident til en anden i 2008, som den russiske forfatning ellers kræver. Den magtfulde leder af Ruslands overhus, Sergei Mironov, foreslog fredag at ændre den russiske forfatning, så præsidenten ikke kun sidder i fire år ad gangen.
»Fire år er kort tid i et stort land som Rusland. Det er nødvendigt at forlænge perioden (...) til fem eller måske syv år,« sagde Mironov til det russiske nyhedsbureau Interfax. Han sagde også, at reglen om, at en præsident maksimalt må sidde to embedsperioder, bør overvejes.
Putin har flere gange afvist at fortsætte, men det er sket i så svage vendinger, at de færreste tror på dem.
»Han har jo sagt, at han vil trække sig tilbage, men det kan man jo ikke sætte sin lid til. Jeg har hele tiden sagt, at Putin bliver ved magten – men på legal vis,« siger Rusland-eksperten Lars Poulsen-Hansen.
Han mener også, at det er en god chance for, at loven vil blive ændret, så Putin kan blive siddende i den store stol i Kreml. »Det er ikke første gang, at det er blevet foreslået, men før har folk bare ikke rigtig taget sig af det. Men det er helt sikkert en mulighed,« siger Lars Poulsen-Hansen.
Hvis forfatningen skal ændres, skal det vedtages med to tredjedele af stemmerne i parlamentet eller ved en folkeafstemning.