Den russiske præsident, Vladimir Putin, siger, at han altid tænker over, hvem der skal efterfølge ham, når hans regeringstid er forbi.
I et årligt telefonprogram, hvor russere kan ringe ind med spørgsmål til præsidenten på live-tv, siger Putin, at spørgsmålet altid optager ham, men han tilføjer:
- Men det vil være op til den russiske befolkning at vælge den næste præsident.
I den meget sete udsendelse siger, Putin også, at han tænker på at udvikle "en ny generation af yngre ledere, som vil være i stand til at overtage ledelsen af Rusland".
Putin fastslog i sidste måned, at han agter at efterleve Ruslands forfatning og træde tilbage fra præsidentposten, når hans nuværende periode udløber i 2024.
Til den tid vil han have været præsident i to perioder i træk, og forfatningen siger, at man så ikke kan fortsætte i en tredje periode umiddelbart efter.
Putins fremsatte udtalelsen ved konferencen Økonomisk Forum i Sankt Petersborg sidst i maj.
I 2008 gik Putin også af som præsident efter at have siddet i to perioder i træk. Han blev i stedet premierminister, og i 2012 vendte han tilbage som præsidentkandidat og vandt valget.
Når hans anden periode udløber i 2024, vil han være den længst siddende leder i Moskva siden Josef Stalin, som efter knap 31 år som sovjetleder døde i 1953.
/ritzau/AP