Trods rygter om attentatplaner, landede Vladimir Putin tirsdag morgen i Irans hovedstad Teheran.
Der var til det sidste tvivl om, hvorvidt den russiske præsident ville gennemføre det planlagte besøg i Iran. Det skyldtes rygter om iranske attentatplaner mod Putin.
Men præsidenten valgte at tage afsted, selv om hans rådgivere tog rygterne meget alvorligt .
- Selvfølgelig tager jeg til Iran. Hvis jeg lyttede til, hvad sikkerhedstjenesterne sagde, ville jeg aldrig forlade mit hjem, sagde Putin mandag aften.
Det er første gang siden Stalins visit i 1943, at et russisk statsoverhoved officielt besøger Iran. Det skriver BBC.
Under sit ophold vil Putin blandt andet diskutere Irans atomprogram, der har skabt en anspændt stemning mellem Vesten og Iran.